Vi er SÅ glade for, at have fået den eksklusive forhandling af Tommy James’ produkter i Skandinavien. Her er hans seneste rutine, som enhver børneentertainer med det samme vil kunne se mulighederne i. Der er masser af sjov, overraskelser grin, publikumsmedvirken, og så er der tale om et flot og farverigt apparatur. Det er ikke så tit, at der bliver udviklet professionelle rekvisitter af den her kaliber til børnetrylleren.
Her kommer et kort referat af rutinen. Du kan se den i sin fulde længde på videoklippet med Tommy James nedenfor.
Du viser en flot trææske med tre tryllestave i farverne rød, gul og grøn. Du afslører for børnene, at æsken også har et ”super hemmeligt rum”, hvor du kan gemme tryllestavene, så de ikke falder i de forkerte hænder. En af gangen lægger du tryllestavene om i det hemmelige rum, og nu begynder balladen…
Du får en tilskuer til at assistere dig, og spørger hvilken tryllestav hun kunne tænke sig at trylle med. Men først skal hun love, at hun under ingen omstændigheder vil trylle blomster frem, da du er allergisk over for blomster. Men… når assistenten tager tryllestaven, bliver den i samme øjeblik til en stor buket blomster! Du opdager det selvfølgelig ikke lige med det samme, og forestil dig hvordan børnene går helt bananas i deres iver for at fortælle, hvad der er sket…
Du opdager det, skynder dig at lægge buketten væk, og skal så tage en ny tryllestav i æsken. Men hov – stavene er væk? Nå nej, de kvikke børn fortæller dig selvfølgelig, at de bare ligger gemt i det super hemmelige rum.
Barnet vælger en ny tryllestav, og selvom hun sværger ikke at forvandle den til blomster, sker det selvfølgelig igen. Aaaatjuuu!, nyser du, og skynder dig at gemme blomsten væk.
Nu er der kun én tryllestav tilbage. Barnet tager den ud, mens du er forberedt på det værste. Men denne gang sker der ingen ting, og du kan bruge tryllestaven til at forvandle eller fremtrylle hvad du måtte ønske. Lige inden barnet skal ned, vil du dog lige forevige øjeblikket og få taget et foto. Barnet for lov til at holde tryllestaven en sidste gang, men i samme øjeblik forvandles den (selvfølgelig) til en buket blomster!
5 minutters fantastisk underholdning for det helt unge publikum. De vil elske det. Og du vil elske at vise Tommy James’ nyeste opfindelse.
Flot og professionel rekvisit. Æsken måler 41 x 16 x 6 cm. Hver buket er 40 cm. lang og med fire store blomster. Der medfølger også klovnenæse, squeeker, tørklæde (som i videoen) og Tommy James’ præsentation, med masser af løjer og rigtig gode grin (både for børn og voksne).