Trylleri som passion og levebrød

Firmaets indehaver, Steen Pegani, er selv en rutineret tryllekunstner & entertainer med mange tusinde forestillinger i bagagen. Steen blev bidt at trylleriet som 10-årig og kan tydeligt huske, hvordan det er at vente på en sending bestilte trylleremedier. Ikke mindst derfor, gør firmaet en dyd ud af at være en af branchens hurtigste leverandører.

I 2022 besluttede Steen sig for at indstille sin karriere som optrædende tryllekunstner. Fokus er nu 100% på virksomheden, festivalen iLLUS!ONS og at hjælpe andre tryllekunstnere og faget generelt (og lidt flere weekender sammen med familie og venner). Interviewet nedenfor er fra Michael Frederiksens bog "Listen to Us" fra 2015.

Steen Pegani
tryllekunstner og købmand

Bidt af den magiske flue…
Da jeg fyldte 6 år, forærede nogle af familiens venner mig Anders Ands tryllebog. Jeg kan huske, at mine forældre syntes, at det var en lidt tosset gave, da jeg jo ikke kunne læse endnu og var for lille til at forstå numrene. Som 10-årig faldt jeg over min storebrors tryllesæt og tryllebogen blev taget ned fra hylden. Og hold da op, hvor blev den gennemlæst ned til mindste detalje. Tror faktisk at jeg har prøvet samtlige numre i den. Lidt senere mødte jeg Jacob, der også var interesseret i trylleri. Sammen trænede vi og inviterede til fantastiske garage-shows med tilhørende salg af popcorn og saftevand.

Mine helte
Jeg har vildt mange forbilleder og inspirationskilder inden for magiens verden, og der kommer hele tiden nye til. Den her verden rummer så mange fantastiske og kreative personligheder, som jeg elsker at se. Nogle af mine all-time heroes er: Wayne Dobson, Topas, Helge Thun, Carl-Einar Häckner, David Copperfield, Luis de Matos, Rune Klan, Joshua Jay - for vidt forskellige egenskaber.

Heldig mand
Jeg ser det som min største succes, at jeg hele mit liv har kunnet leve af min altoverskyggende interesse - og i øvrigt stadig bevare passionen. Og at det er lykkedes mig at have et liv ved siden af, med hustru, 3 børn og en dejlig vennekreds.



Pinligt - og sjovt!
Mange af de episoder der fremstår som katastrofer i det øjeblik hvor de sker, kan retrospekt heldigvis synes ganske sjove. Der er jo ikke meget, der slår en god historie om den gang, man virkelig var i problemer på scenen, og guderne skal vide, at det har jeg været mange gange.

Som den gang jeg havde lavet en tre-minutters opbygning omkring the "Fantasic Teleportation Machine", og kigger ned i tasken og opdager, at den ikke ligger der… (ender med at anvende en saks i stedet). Eller den gang jeg laver Axtells klap-o-meter og jeg undrer mig over, at publikum ikke reagerer da kassen til slut eksploderer. Lige indtil jeg et par sekunder efter får øje på nogle pilfingrede børn, der sidder nede bag ved i salen og leger med hele indholdet af den.

Eller da jeg skulle optræde på Langelandsfestivalen og en halv time før showtime siger farvel til familien og går hen til bilen for at gøre klar og samtidig erfarer, at min hustru har nøglen til bilen med alt udstyret - og ikke mere strøm på sin telefon… De 15 minutter hvor jeg panikkede rundt på pladsen for at finde hende, kan stadig give mig mareridt.

Eller da jeg lavede et stort job for en virksomhed, og under det afsluttende bifald kommer til at vælte et udstillet firmaklenodie i form at et modelskib af Fregatten Jylland (som grundlæggeren havde brugt hundredevis af timer på at bygge) ned fra en hylde med et brag. Av…! 

 


Tak tak tak…
Ét af de store privilegier ved at være entertainer er jo, at man (udover at det er sjovt, og at man oven i købet får penge for det) får utroligt mange roser og positive tilkendegivelser. I sidste uge, var der er en bibliotekar der mente, at jeg var den bedste og mest sympatiske tryllekunstner, hun nogen sinde havde set… Det er jo da dejligt at høre, selvom det nok mere fortæller noget om niveauet af live-optræden i Mariager…

Kast dig ud i det!
Min leveregel - helt tilbage fra jeg som 18-årig åbnede min tryllebutik - har altid været: "Gør det, du har lyst til, så gør du ikke noget forkert…" Enkelt og ligetil - og et godt motto, hvis man skal kaste sig ud i nye projekter. Man skriver selv drejebogen til sit eget liv og det handler vel for pokker om, at arbejde med noget som man brænder for? Det er i hvert tilfælde den anskuelse, som jeg forsøger at give videre til mine egne børn.

Jeg var så heldig, at jeg kom i gang så tidligt i mit liv, at jeg kunne leve stort set af passionen alene. Jeg tænker, at det ville være noget sværere, hvis jeg skulle tage springet i dag, hvor jeg også har en familie at tænke på.

Jeg har ingen ambition om at blive rig - det er slet ikke drivkraften for mig. Jeg vil naturligvis rigtig gerne have en hæderlig økonomi, kunne betale mine regninger til tiden og yde mit bidrag til samfundet. Jeg vil også gerne gøre det lidt bedre i år, end jeg gjorde det sidste år, og der er økonomisk vækst en naturlig målestok. Men det der giver mig lykkefølelsen er, at jeg arbejder med noget, som jeg virkelig er passioneret omkring - og som jeg har en fornemmelse af, at jeg er god til.

Hvorfor lige trylleri?
Til forskel fra andre underholdningsformer som stepdans, sang og akrobatik, så er der ved tryllekunsten den der lille ekstra hvordan-pokker-gør-han-detalje… Ud over at det er sjovt, eller flot, eller dramatisk, eller rørende, så er der hemmelighedselementet, som jeg mener giver en ekstra dimension - og som jeg elsker.

Som ung overvejede jeg at tage en grafisk uddannelse. Jeg interesserede mig for design og marketing - og gør det i øvrigt stadig.

Det må ikke blive kedeligt
I 18 år udgav jeg magasinet "Pegasus" til den skandinaviske trylleverden, og i gennem en årrække var Paul Arland fast skribent. Paul havde optrådt som professionel artist, været ansat ved DR og var igennem mange år præsident for Magisk Cirkel. Han skrev vittigt, sarkastisk og provokerende, men han var sjov, og han havde en holdning. Hans side i bladet hørte blandt de mest læste og han fortsatte med at skrive, indtil han gik bort som 86-årig. Han afsluttede hver klumme med en afart af "så længe det ikke bliver kedeligt"… Med årene har det faktisk fået mere og mere betydning for mig, og hvordan jeg gerne vil udvikle min forretning og leve mit liv. Det må sgu' ikke gå hen og blive kedeligt!