David Ginn har i mange år haft dette nummer på sit repertoire og solgt det i stort tal “over there”. Vi blev i sin tid opmærksomme på rutinen, da vi i 2003 havde David Ginn på besøg i Skandinavien. I mange år har nummeret været glemt og ude af sortimentet, men nu er det tilbage! Det indeholder mange af de samme kvaliteter som Malebogen, Kaninen Pelle og flere andre af børneunderholdningens sikre hits. Læs blot her:
Tryllekunstnerne tager et langt hvidt snørebånd op af lommen. Han trækker det igennem hånden, og i det samme skifter det farve og bliver sort! Men, men, men - trods entertainerens egen synlige begejstring, kan børnene tydeligt se, at han står med hånden, som snørebåndet blev trukket igennem, mistænkeligt sammenknyttet Når kravet om at han skal åbne hånden når et passende niveau, giver han efter og afslører et rødt snørebånd! Det forsvundne hvide snørebånd kan herefter trækkes op af lommen eller måske genfindes på tryllekunstnerens ene sko.
Her er et nummer der vil passe ind i ALLE forestillinger. Let at udføre, let at præparere, kan være i en bukselomme, vises med publikum på alle sider og med en “sucker-effekt” som børnene (og de voksne) med garanti reagerer på.
Leveres med de specielle snørebånd og instruktion på dansk og engelsk. Bemærk at snørebåndenes farver kan variere.